Hanstholmregistreringen v/Jørgen Lumbye
Gå til:
      Overordnet indhold
Skagerrak spærringenAf Jens Andersen

I løbet af Anden Verdenskrig udlagde den tyske flåde et stort antal søminer i Skagerrak, mellem Kristiansand og Hanstholm. Minespærringen kaldtes af tyskerne for ”Skagerrak-Sperre” eller ”Skagerrak Warngebiet”.
Formålet med minespærringen i indsejlingen til Skagerrak var at forhindre allierede flådestyrker i at trænge ind i farvandet. Det var gennem hele besættelsen af afgørende for Tyskland at holde den engelske flåde ude fra Skagerrak, for hvis man mistede kontrollen over farvandet, var forbindelsen mellem Tyskland og Norge i alvorlig fare. En afskæring af forsyningslinjen til Tyskland ville i april 1940 have betydet, at erobringen af Norge var i fare for slå fejl, og senere under krigen var det også vigtigt, fordi besættelsen ikke ville kunne opretholdes uden forsyninger af mad, udstyr og ammunition fra Tyskland. De tyske flådestyrker var imidlertid ikke stærke nok til alene at forhindre en allieret flådes indtrængen i farvandet. Derfor indgik en minespærring tværs over Skagerrak allerede i det sene efterår 1939 i den tyske flådes overvejelser i forbindelse med en aktion mod Norge. Da de tyske planer konkretiserede, fulgte idéen om minespærringen også med over i planlægningen af "Weserübung", overfaldet på Danmark og Norge.
De første miner i "Skagerrak-Sperre" blev udlagt planmæssigt natten før ”Wesertag”, 9. april 1940. Da udlægningen var afsluttet den 24. april, var der udlagt fem minefelter (I-V) med i alt 1642 søminer. Der var tale om ankerminer, som med wirelængder på op til 500 m kunne dække hele strækningen. Kun inde under kysten blev der i hver ende af minespærringen en ca. 10 sømil bred åbning, "Sperrlücke". Disse huller blev på begge sider af farvandet bevogtet med artilleri på landjorden og forpostbåde til søs. I de første uger af besættelsen blev bevogtningen af åbningerne fra land varetage af feltbatterier, men på Hanstholm-siden var et fast 17 cm batteri indsatsklar fra begyndelsen af maj, og i november 1940 påbegyndtes en yderligere forstærkning af forsvaret af åbningen i minespærringen i form af et 38 cm batteri, ”Hanstholm II”.
Minetætheden i spærringen var ikke imponerende – ca. 18 pr. kilometer – og natten mellem den 23. og 24. april 1940 lykkedes det da også en fransk eskadre på tre destroyere at trænge ind og atter trække sig ud af farvandet uden at støde på miner. Den tyske flåde havde da heller ikke forventet, at den herved ville være i stand til at lukke Skagerrak fuldstændigt, bl.a. fordi minefelter er passive hindringer, som kræver konstant bevogtning og beskyttelse for at være fuldt effektive. Man håbede dog, at minespærringen ville kunne forsinke og forstyrre større fjendtlige operationer, som ville have mindre udsigt til at lykkes p.g.a. tysk luftoverlegenhed i farvandet.
Der skete herefter ikke mere omkring minespærringen, før i begyndelsen af 1942, hvor der blev udlagt tre nye spærringer (VI-IX) med godt 1300 miner. Der blev desuden i løbet af foråret og sommeren 1942 yderligere udlagt et antal forsøgsspærringer. Denne nye udlægning af miner i Skagerrak skal formodentlig til dels ses som en følge af den øgede tysk frygt for et allieret angreb i området. En nok så vigtig grund var dog, at man simpelthen var nødt til at forstærke minespærringen, hvis den fortsat skulle være virksom. En søminespærring har nemlig begrænset levetid, fordi søgangen enten kan slide minerne løs eller bringe dem til sprængning. For en del minetypers vedkommende var der også batteriernes begrænsede levetid at tage i betragtning.

2)
Dette illustreres af en samlet vurdering af minefelterne i Skagerrak fra februar 1943. Den slog således fast, at fire af de fem felter fra april 1940 måtte anses for ikke længere at eksistere. Størstedelen af de spærringer, som var udlagt i begyndelsen af 1942, regnedes for kun at være 50 % virksomme. Af forsøgsspærringernes miner var et betydeligt antal detoneret lige efter udlægningen, og de resterende af deres miner ville blive uvirksomme fra slutningen af 1943 eller 1944, når batterierne var opbrugt. I den foregående måned var netop udlagt to nye spærringer, som var fuldt virksomme. Konklusionen på analysen var, at en forstærkning af Skagerrak Spærringen ikke var nødvendig før september 1943, men at en nyudlægning derefter ville være påkrævet. Der blev da også planmæssigt udlagt nye miner igen i oktober 1943 (XVIII og XIX).
I mellemtiden var Tysklands strategiske situation blevet kritisk, og i slutningen af 1943 var den tyske overkommando sikker på, at de allierede i løbet af det næste halve år ville invadere Vesteuropa, og Danmark blev nu også regnet for et muligt angrebsmål. Derved fik Skagerrak-spærringen også øget betydning. Derfor besluttede flådens overkommando, at minespærringerne skulle forstærkes betydeligt. Det skete i løbet af de første måneder af 1944. Da forstærkningen var afsluttet planmæssigt den 8. maj, var der blevet udlagt 1478 ankerminer. Desuden var udlagt 2780 ”Sperrschutzmitteln”, d.v.s. bøjer, som beskyttede de egentlige minefelter ved, at rydningsapparaturets wirer blev sprængt eller revet over.
Man kunne have forventet, at den tyske flådes interesse for minespærringen i Skagerrak ville være mindsket efter, at den allierede landgang i Normandiet var gennemført. Det modsatte viste sig imidlertid at være tilfældet - tværtimod skete der fra august 1944 en kraftig forstærkning af minespærringen. Årsagen var, at den tyske flåde nu, hvor man havde mistet baserne i Frankrig, måtte tillægge sikringen af indsejlingen til Østersøen endnu større betydning – hvis de allierede fik spærret Østersøen, måtte den tyske flåde opgive håbet om at kunne indsætte sine nye u-både på Atlanten.
Selv ind i foråret 1945 fortsatte forstærkningen af minespærringen. I løbet af marts udlagdes to nye spærringer, og endelig forsøgte man 7.-12. april at udlægge feltet "Nero", hvilket dog måtte opgives p.g.a. trus­len fra allierede fly. Efter opgivelsen af "Nero" blev mineoperationerne i Skagerrak endeligt indstillet. Den øverste marineledelses argument herfor var ikke, at man anså minelægningsoperationerne for overflødige, men at en yderligere forstærkning af betydning ville kræve talrige nye operationer, som ville koste meget af det dyrebare brændstof og kun ville kunne gennemføres i perioder med nymåne. Set i lyset heraf, ville mineskibene kunne gøre mere gavn ved transport af flygtninge i Østersøen.
Da krigen sluttede var udlagt i alt 8810 søminer og 4298 beskyttelsesbøjer i Skagerrak. Allerede i løbet af 1946 blev Skagerrak meldt minefrit. Fiskerne støder dog fortsat på sporene af minefelterne i form af mineankrene, som står tilbage på havbunden. Museumscenter Hanstholm har i sit magasin stående to af disse mineankre, som er kommet op med fiskernes net.


Oversigt over minefelter i "Skagerrak-Sperre" 1940-45


Felt

Kodenavn

Dato

Søminer

Sperrschutz

Kommentarer

I

?

09.04.1940

384 EMC



II

?

09.04.1940

325 EMC



III

?

12.04.1940

170 EMD



IV

?

12.04.1940

373 EMD



V

?

24.04.1940

390 EMC



VI

Halberstadt

08.01.1942

597 EMF



VII

Anschluss Halberstadt

10.01.1942

268 EMC



VIII

Hannover

02.03.1942

210 EMC



IX

Kassel

25.04.1942

151 EMC



X

Merkur

21.05.1942

 66 SMA


Forsøgsspærring, U 117

XI

Nero

22.-23.05.42

100 EMC



XII

Aachen

13.06.1942

 65 SMA


Forsøgsspærring, U 118

XIII-A

Kunigunde

11.07.1942

 90 EMF



XIII-B

Kunigunde

11.07.1942

 90 EMF



XIV

Düsseldorf

08.08.1942

 65 SMA


Forsøgsspærring, U 119

XV

Oppeln

13.08.1942

 50 LMF


Forsøgsspærring

XVI

Brunswick

27.01.1943

248 EMF



XVII

Brunswick

25.01.1943

 50 EMF



XVIII

Lithium

08.10.1943

360 EMC



XIX

Natrium

11.10.1943

360 EMF



XX

Grossgörschen

05.03.1944

250 EMC

200 RB


XXI

Leipzig

15.-16.04.44

280 EMF

350 RB


XXII

Waterloo

07-08.05.44

300 UMB

210 EMR


XXIII-A 

Katzbach

01.-02.04.44

230 EMF

230 EMF


XXIII-B 

Katzbach

06.-07.04.44

220 EMF

220 EMF


XXIV

Ligny

25.-26.04.44

198 EMF

265 RB


XXV

Sambesi

03.-04.08.44

313 EMC

199 EMR


XXVII

Kalhari

03.-04.08.44

287 EMC

191 EMR


XXVIII

Alarmspærring til "Hanstholm Sperrlücke", 209 LMB. Beredskab fra juni 1944. Varighed af udlægning 3-6 timer

XXXI

Augustus

18.03.1945

500 EMC

250 EMR


XXXII-A

Vespasia

06.10.1944

140 EMC,  88 EMF

114 EMR


XXXII-B

Kaligula

02.10.1944

110 EMC,  62 EMF

86 EMR


XXXIV

Klaudius

19.-20.09.44

350 EMC, 150 EMF



XXXVIII

Titus II

07.-08.03.45

490 EMC

310 EMR


XXXIX

Titus

14.01.1945

360 EMC

185 EMR


?

Nero

-

??? EMC


Opgivet 12.4.45.

R 1

Dorthea A

12.02.1944


512 Rb.


R 2

Dorthea Bruno

16.02.1944


256 Rb., 180 EMR


R 3

Dorthea Cäsar

17.02.1944


360 Rb.


R 4

Dorthea D

18.02.1944


180 EMR


A+B

?

14.04.1942

20 SMA


Forsøgsspærring, U 116

C

Kalium

18.10.1943

 50 LMF


Forsøgsspærring


Hanstholmregistreringen v/Jørgen Lumbye
18/05/1942
Til Marinebefehlshaber Dänemark,
Til orientering for: Marineartillerieabteilung 118.

Vedrørende: Minespærringen foran Skagerrak.
Forudgået: Foredrag K.i.A. ved Marbef., reference A III af 14/05/1942.

Det forekommer bydemde nødvendigt, at følgende tre officerer,
Abschnittskommandant dänische Westküste,
Stabsofficerer ved staben hos Kdt. i Abschnitt dänische Westküste,
Kommandør ved M.A.A. 118
bliver underretet om den nøjagtige placering af spærringer nord for Hanstholm, for
1.) at eleminere faremomenterter ved gennemførelse af skydninger på store afstande,
2.) i tilfælde af indsats at have et klart billede. Det kan tænkes, at Seebefehlshaber ved flådeoperationer, B.S.N., Sikringsdivisionen osv., gennem telefonen bekendtgør, hvordan han vil operere ved spærringerne eller spærrehullerne henholdsvis i disse områder trænger fjendlige stridskræfter bort. For beslutningerne vedr. fordelingen af ild i Hansted-området, må betydningen af telefonsamtalerne i den sammenhæng kunne forstås.
Kendskabet til situationen vedr. spærringerne skal blive inden for den forannævnte personkreds.
Hanstholmregistreringen v/Jørgen Lumbye