I løbet af Anden Verdenskrig udlagde den tyske flåde et stort antal søminer i Skagerrak, mellem Kristiansand og Hanstholm. Minespærringen kaldtes af tyskerne for ”Skagerrak-Sperre” eller ”Skagerrak Warngebiet”.
Formålet med minespærringen i indsejlingen til Skagerrak var at forhindre allierede flådestyrker i at trænge ind i farvandet. Det var gennem hele besættelsen af afgørende for Tyskland at holde den engelske flåde ude fra Skagerrak, for hvis man mistede kontrollen over farvandet, var forbindelsen mellem Tyskland og Norge i alvorlig fare. En afskæring af forsyningslinjen til Tyskland ville i april 1940 have betydet, at erobringen af Norge var i fare for slå fejl, og senere under krigen var det også vigtigt, fordi besættelsen ikke ville kunne opretholdes uden forsyninger af mad, udstyr og ammunition fra Tyskland. De tyske flådestyrker var imidlertid ikke stærke nok til alene at forhindre en allieret flådes indtrængen i farvandet. Derfor indgik en minespærring tværs over Skagerrak allerede i det sene efterår 1939 i den tyske flådes overvejelser i forbindelse med en aktion mod Norge. Da de tyske planer konkretiserede, fulgte idéen om minespærringen også med over i planlægningen af "Weserübung", overfaldet på Danmark og Norge.
De første miner i "Skagerrak-Sperre" blev udlagt planmæssigt natten før ”Wesertag”, 9. april 1940. Da udlægningen var afsluttet den 24. april, var der udlagt fem minefelter (I-V) med i alt 1642 søminer. Der var tale om ankerminer, som med wirelængder på op til 500 m kunne dække hele strækningen. Kun inde under kysten blev der i hver ende af minespærringen en ca. 10 sømil bred åbning, "Sperrlücke". Disse huller blev på begge sider af farvandet bevogtet med artilleri på landjorden og forpostbåde til søs. I de første uger af besættelsen blev bevogtningen af åbningerne fra land varetage af feltbatterier, men på Hanstholm-siden var et fast 17 cm batteri indsatsklar fra begyndelsen af maj, og i november 1940 påbegyndtes en yderligere forstærkning af forsvaret af åbningen i minespærringen i form af et 38 cm batteri, ”Hanstholm II”.
Minetætheden i spærringen var ikke imponerende – ca. 18 pr. kilometer – og natten mellem den 23. og 24. april 1940 lykkedes det da også en fransk eskadre på tre destroyere at trænge ind og atter trække sig ud af farvandet uden at støde på miner. Den tyske flåde havde da heller ikke forventet, at den herved ville være i stand til at lukke Skagerrak fuldstændigt, bl.a. fordi minefelter er passive hindringer, som kræver konstant bevogtning og beskyttelse for at være fuldt effektive. Man håbede dog, at minespærringen ville kunne forsinke og forstyrre større fjendtlige operationer, som ville have mindre udsigt til at lykkes p.g.a. tysk luftoverlegenhed i farvandet.
Der skete herefter ikke mere omkring minespærringen, før i begyndelsen af 1942, hvor der blev udlagt tre nye spærringer (VI-IX) med godt 1300 miner. Der blev desuden i løbet af foråret og sommeren 1942 yderligere udlagt et antal forsøgsspærringer. Denne nye udlægning af miner i Skagerrak skal formodentlig til dels ses som en følge af den øgede tysk frygt for et allieret angreb i området. En nok så vigtig grund var dog, at man simpelthen var nødt til at forstærke minespærringen, hvis den fortsat skulle være virksom. En søminespærring har nemlig begrænset levetid, fordi søgangen enten kan slide minerne løs eller bringe dem til sprængning. For en del minetypers vedkommende var der også batteriernes begrænsede levetid at tage i betragtning.