Hanstholmregistreringen v/Jørgen Lumbye
Gå til:
  Vidneberetninger     Forsiden
Korrespondance fra Herbert Blank
Kære Fru Mathiesen

Mange tak for Deres brev af 2.9.96 (MCH-F 1996.o1.o9). Jeg var meget glad for det.
Selvfølgelig skal De beholde de originale fotos, fordi de bestemt har større værdi for Deres museum. Alle billeder er blevet taget privat af kammerater, så ophavsretten kan bestemt ikke blive krænket derved.

Deres spørgsmål om "mit kvarter" vil jeg til enhver tid gerne svare på:
Som en ung marinesoldat, lige netop 18 år gammel, blev jeg i januar 1944 beordret til Hansted (Hanstholm). Her fik jeg ved 4. kanon i 38cm-batteriet min artilleri-grunduddannelse og blev derefter flyttet til 1. kanon (den længst mod øst). I slutningen af oktober 44 blev jeg udkommanderet til Sassnitz (Tyskland) til marineskole og kom derefter i januar 1945 tilbage til Hanstholm. Nu blev jeg midlertidig overført til 17cm batteriet, lærte der betjening af 
lyskaster (mellem Hansted og Klitmöller) ved og blev så endegyldig allokeret til en flakenhed indenfor 17cm-batteriets område.
Her oplevede jeg også krigens afslutning og deltog også i den store tur "hjem". På det tidspunkt vidste jeg endnu ikke, at huset og gården var nedbrændt og hjemlandet var tabt til Polen.

Det er naturligt, at Deres land, som jeg var nødt til at lære at kende i meget dårlige tider, fik stor indflydelse på mig, så jeg rejste i sommeren 1967 for første på en ferietur til Klitmøller. Da det føltes rigtig godt for os alle, er vi blevet stamgæster dér, indtil vi blev venner med en familie fra Sjælland, hvilket har fungeret perfekt til i dag.
Jeg håber, at jeg hjalp Dem med mine bemærkninger.
Hvis jeg kommer til Klitmøller igen, vil jeg helt sikkert melde mig hos Dem.

Med venlig hilsen

Herbert Blank
Hanstholmregistreringen v/Jørgen Lumbye
Herbert Blank
D 58126 Braunschweig, 30. Dez. 1997
Auenweg 4

Ærede Hr. Andersen

Tak for Deres brev af 23.12.97. Jeg er helt klar til at svare på Deres spørgsmål, så vidt jeg kan.

Jeg blev født i 1925 i Stargard (Pommern), efter krigen blev min hjemegn sat under polsk administration og min familie blev fordrevet.

I oktober 1944 blev jeg indkaldt til Kriegsmarine. Den militære grunduddannelse (infanteri) fandt sted i Assen (NL) og varede 3 måneder. Derefter blev jeg kommanderet til Hansted (Hanstholm) og var dér indsat ved det tunge 38 cm batteri. Der var jeg med mine kammerater, omkring 10 - 15 mænd, tildelt 4. kanon.
Her fandt uddannelsen sted ved kanonen. Vi havde dagligt flere timers instruktion og eksercits ved kanonen og i ammunitionsbunkeren. Vi blev også uddannet i teori, bl.a. ballistik, parallax-beregning med regnestok osv.
Efter ca. 2 måneder blev vi unge fordelt på de andre kanoner. Jeg kom med nogle kammerater til G 1. Her fortsatte eksercitsen, hvorved vi unge blev integreret i det gamle stammandskab.
Snart fik jeg også tildelt et "stamnummer", hvilket betyder et fast betjeningsnummer. Det var en af de vigtigste pladser: betjening af “glideren på højderetningsbuen”, omregning af skudafstanden til højdeindstilling ved hjælp af regnestok og videregivelse af kommandoer fra ildlederen til de andre funktioner ved kanonen.
Jeg vil forsøge at forklare Dem formålet med og funktionen af "glideren":
Højdemålerbuen er forsynet med en skala med en streginddeling, der kan justere skudafstanden med 1oo m’s intervaller. Den er fastmonteret på kanonen og med “glideren”, som er bevægelig på buen, bliver den fra ildlederen angivne skudafstand indstillet. Ved hjælp af regnestokken bliver afstanden så korrigeret. Det er nødvendigt, da værdierne i ildlederen jo er blevet målt fra en anden position. "Glideren" har en "næse", med hvilken røret med en derpå siddende "næse" hæves og sænkes.
På samme måde var arbejdsmetoden ved sideretningsmaskinen. De oprindelige værdier fra ildlederen gav jeg videre dertil gennem talerøret, hvorpå man derefter indstillede skudretningen med gradinddelingen. [Red.: Sideretningen foregik i tårnets underetage]

Kanonens besætning bestod af ca. 100 mand, heraf var vel ca. 75 var involveret i at føre ammunitionen frem. i "tårnet" var der kun 6 eller 7 hovednumre og ca. 12 til 14 “ansættere”, som ved hjælp af en slags stang skubbede granaterne (vægt omkring 500 - 800 kg) og krudtladningerne ind i kanonrøret.

Vi var inddelt i 2 vagthold, men kun en mindre del af dem, der havde frivagt, måtte forlade området, så kanonen altid var klar til indsats.

I vores fritid var der ikke mange muligheder. I godt vejr gik man til stranden for at bade, spillede kort eller skrev breve, eller også hengav man sig gladelig i dejlig ledighed. De, der måtte forlade batteriområdet, gik normalt i biografen i Marinehalle. Der var nye film flere gange om ugen. Også keglebanen der blev gerne benyttet, men den var jo for det meste reserveret for officerer og underofficerer.

En gang om måneden fik man ved god opførsel “orlov til Thisted”, som altid var meget populær. Desværre var befolkningen dér forståeligt nok ikke begejstrede over tyskernes tilstedeværelse, så vi fik ingen kontakt med dem.

Således var livet i Hansted meget ensformigt. Vi havde ganske vist en radio i bunkeren, men desværre var modtagelse ikke særlig god og apparatet meget tit i stykker.

I øvrigt var der ingen forskel på at sove og spise for vagten og frivagten: Måltidet blev serveret på fastsatte tidspunkter og indtaget i bunkerkamrene. Ligeledes sov alle i deres egne køjer undtagen de ydre vagter, som blev afløst hver anden time.

Nogle gange havde vi også øvelsesskydning mod en skydeskive trukket af en slæbebåd, men det var aldrig med kaliber 38. I kanonrøret blev til dette formål indsat et 12,7 cm rør. Resonansen var ikke særlig kraftig, hvis man opholdt sig i bunkeren.

Vi frygtede ikke en landgang af de allierede direkte i området, men blev forberedt på en sådan mulighed, f.eks. ved at øve med 38'erne i bombardement af de nærliggende strandområder. Også til forsvar mod større flyformationer kunne 38'erne anvendes.

Vi var egentlig ikke bange; man var sikkert dengang endnu for ung og uerfaren til rigtigt at kunnet vurdere en fare. Jeg tror helt sikkert, at vi ikke kunne have modstået et massivt angreb fra søen og fra luften ret længe. Vores kanoner havde en lang rækkevidde og en meget præcision, men hvad kunne disse 4 rør udrette imod sådan en overmagt?

Fra oktober 1944 til januar 1945 var jeg udkommanderet til marineskolen i Sassnitz og modtog en specialuddannelse i afstandsmåleudstyr samt undervisning i skibs- og flykending. Efter min tilbagevenden til Hansted blev jeg kanonkommandør på en 2 cm Flak-kanon i 17cm batteriet, som ligger syd for fyret.
Her oplevede jeg også krigens afslutning og blev hjemsendt fra Wehrmacht som korporal.

Til slut vil jeg gerne bemærke, at denne ulykkelige krig også har bragt noget godt for mig og min familie. Da vi i 1969 for første gang efter krigen besluttede at besøge mine tjenestesteder, anede vi ikke, at der vi foran ventede et vidunderligt venskab med en dansk familie. Vores relationer er i gennem årene vokset, så vi allesammen som gæster føler os hjemme i hinandens lande.

Jeg vil være meget glad, hvis De i Deres arbejde kunne få en lille smule gavn af min redegørelse og ønsker Dem held og lykke.

Venlig hilsen

Herbert Blank
Hanstholmregistreringen v/Jørgen Lumbye
Herbert Blank
Braunschweig, den 10. Jan. 1998
Auenweg 4
D 38126 Braunschweig

Ærede Herr Andersen

Vagt:
Tårnbesætningen (ca. 100 mænd) blev opdelt i 2 vagthold.
Hvert vagt varede 24 timer - fra kl. 12 middag til 12 den næste dag. Vagtholdene stillede også de ydre vagter (tårn- og batteriområdet). De ydre udegående vagter gik altid parvis og var bevæbnede med karbiner og håndgranater. Patruljeringen varede 2 timer efterfulgt af en "hvile" pause på 4 timer.

Fritid:
Frivagten måtte forlade batteriområdet og bevæge sig frit rundt i batteriområdet, selvfølgelig kun udenfor tjenesten, undervisning osv., som i praksis svarede til en en reel fritid fra kl. 18 til 22.
Hvorvidt Marinehalle også blev benyttet af "fremmede" enheder, kan jeg ikke huske, men jeg tror, at også disse folk har deltaget i filmforevisninger og lignende. Der var helt sikkert ikke mange kontakter med “Landsern" og slet ikke med russerne. Jeg tror, at de blev holdt meget isoleret og kun førtes rundt i grupper.

Ideologi:
Undervisningen/instruktionen var ren militær-sagligt. Måske fandtes der også en såkaldt nationalsocialistisk-føringsofficer, men jeg selv og mine kammerater blev ikke på nogen måde politisk skolet.

Sport:
Der var nogle sportsaktiviteter, men for det meste var det fodboldkampe mellem to grupper fra tårnet eller et hold fra et andet kanontårn. Også infanteritræningen på stranden kan man vel mest kalde sportsaktiviteter, hvor det gjaldt om at løbe, hoppe og klatre over pigtrådsspærringer.

17 cm Batt:
Her blev jeg indkvarteret i forskellige bunkere, som blev brugt både til både at leve og at sove i.
Bunkerne var meget enkle og med ca. 8 m2 til 4 personer var de ikke just overdådigt dimensionerede. Ikke desto mindre var livet her lige så behageligt som i den store bunker med 100 mands besætning, da man i vid udstrækning undgik den rå militære tone. Også med officererne/underofficererne var tonen kammeratlig. Vagtinddelingen var stort set som ved 38 cm batteriet, blot skulle vi ved 2 cm Flak ikke stille  ydre vagter.
17 cm batteriets område måtte ganske vist kun forlades med særlig tilladelse.

Kapitulationen:
På denne dag blev vi delingsvis kommanderet til appelpladsen, hvor batterichefen fortalte om kapitulationen og de deraf følgende konsekvenser.
Følelser? Ja, en lettelse over, at denne ulykkelige krig nu endelig er slut. Men ellers? Var man i den alder i stand til helt at forstå situationen? Da man på nogle kammeraters ansigter kunne se et tilbageholdt grin, sagde en af officererne sarkastisk: “Deres latter vil sikkert snart gå over!“

I de følgende uger indtil vores afgang til Tyskland havde vi en dejlig, sorgløs tid: ingen militær tjeneste, god mad og drikke. Vi kunne bevæge os frit overalt, og også vagttjenesten var begrænset til det mest nødvendige. Kanonerne blev rengjort, smurt ind i fedt og dermed konserveret. I mit område var der ingen udskejelser eller anden ødelæggelse, så der herskede altså stadig en ret god orden. Hvordan det så ud i hjemlandet, vidste vi knap nok; der var ingen aviser, og radio havde vi ikke. Nu og da fik vi fat i en avis fra Danmark, hvoraf jeg med mit begrænsede kendskab til det plattyske sprog dog kunne slutte noget.
Kort før vores hjemrejse til Tyskland fik vores deling (100 mand) en lavet, som var ombygget til transportvogn, der tjente til transport af vores personlige ejendele.

I slutningen af juli 1945 blev jeg løsladt fra engelsk krigsfangenskab og genfandt mine slægtninge, der i mellemtiden af Polen var blevet fordrevet fra hus og hjem, men heldigvis levede sunde og raske i Bayern.

Om murstenshusene på Molevej kan jeg desværre ikke sige meget. Det er korrekt, at i blok B/C var køkkenet, spisesalen og en kantine. Blok A blev benævnt som lazaret, sygehus eller infirmeri. I et af disse huse var ”skrivestuen" (kontoret) for 38 cm batteriet. Måske var det i blok D?

Jeg kunne sikkert fortælle Dem noget mere ved et møde på stedet, for når man ser det for sig, husker man atter vigtige eller ubetydelige ting.

Jeg var glad for at give Dem den mest udtømmende information og vil fortsat være til Deres rådighed.
Nu frisk til arbejdet!

Med venlig hilsen

Herbert Blank

PS. Mange tak for de fremsendte fotos og specielt for det store Hansted-bykort. Jeg har også bogen "Hanstholm-Fæstningen fra Bent Baagöe Anthonısen, den er udgivet af Bollerup Boghandels Forlag, ISBN 87-981206-1-1. Det er meget korrekt skrevet og svarer til de faktiske hændelser.
Hanstholmregistreringen v/Jørgen Lumbye