Gå til:

Officerer slapper af i et af kanonbunkerens rum. Kommandanten Dietrich Knippenberg er nr. to fra venstre.

Indkaldes til militæret
Otto Dombrink blev indkaldt til arbejdstjeneste på en flyveplads i nærheden af Münster i februar 1941 og var dér frem til 22. august 1941.
Allerede ugen efter blev han indkaldt igen til egentlig militær uddannelse i Alkmar i Holland.
Da det efter 6 uger var slut, blev han i oktober 1941 overført til Hanstholm til de store 38 cm kanoner. Han blev stationeret ved 2. kanon (øst for Molevej med den nu tildækkede kanonbrønd).

Den første oplevelse i Hanstholm
Han erindrer ganske tydeligt, at de i nogle dage måtte sove i en barak sammen med bygningsarbejderne, fordi indkvarteringsforholdene ved kanonen endnu ikke var helt færdige.

2. kanon 38 cm i tårn uden sløring fotograferet i 1941.

Da de så flyttede ind i de underjordiske rum i bunkeren, kunne de endelig få et rigtigt bad. I forbindelse med det første bad husker Otto Dombrink, at en ca. 15 år ældre soldat sagde til ham: ”Kan du ikke lige sæbe mig ind på ryggen?” Otto Dombrink bad ham bagefter om at gøre det samme ved sig. Det gjorde han så, og i snakken nævnte den anden nummeret på sit kammer.
Lidt senere gik Otto Dombrink forbi døren til kammeret og kunne læse: Oberstløjtnant … Ildrød i hovedet og med rystende knæ gik han derind, og undskyldte mange gange sin frimodighed, men oberstløjtnanten smilte blot til ham og sagde: ”Man kan jo ikke hæfte ’Den Vogel’ og distinktionerne på den bare hud, vel?”

Otto Dombrink havde ikke forestillet sig, at også batteriofficererne sov i kanonbygningerne.
Oberstløjtnanten sendte ham herefter i øvrigt altid et lille smil, når de passerede hinanden.
Fra hele sin tid i Hanstholm erindrer Otto Dombrink, at der generelt blandt officererne, underofficererne og de menige var et venskabeligt forhold under mottoet: Tjeneste er tjeneste, og snaps er snaps!

Dagligdagen ved kanonen
Selv om Otto Dombrink erindrer tiden i Hanstholm som en for ham god tid, syntes han alligevel dengang, at hverdagen tit var kedelig.
Om morgenen blev soldaterne vækket, hvorefter der var vask eller brusebad.
Så var der morgenmad. Fra hvert mandskabsrum ved hver af kanonerne blev der sendt en ’kaffe-henter’ til køkkenet i kostforplejningen. Det at være ’kaffe-henter’ gik på skift blandt soldaterne. Om aftenen skulle der i øvrigt også hentes kaffe.
Om middagen marcherede de alle sammen op til kantinen i kostforplejningen for at få middagsmad. Inden de gik tilbage, fik de brød, marmelade, ost osv. med til om aftenen og til den følgende morgen.

Molevej. Bortset fra skiltningen og bevoksningen var det næsten det samme billede Otto Dombrink så, når soldaterne marcherede til kostforplejningen. Hvor parcelhusene ligger i dag (øverst til venstre) lå dengang et stort barakanlæg. (Foto JL 1999)

Ved hver enkelt 38 cm kanon var der vagttjeneste hele tiden. Der skulle også stilles et hold til hovedvagten, som lå i den sydlige ende af Molevej. Derudover skulle kanonernes besætning på skift stille et vagthold til nattevagt i området. Denne vagt havde til opgave at patruljere i hele området helt ned til havet. En vagttur varede knap to timer, hvorefter man blev afløst.

Vagtpostens ’straf’
På sådan en natlig patrulje gennem fæstningsområdet hørte to soldater fra en af de andre kanoner en raslen, dér hvor pigtråden var stillet op. Det var meget mørkt. To eller tre gange råbte den ene af soldaterne: ”Stands! Bliv stående!”. Så skød han, og der blev stille.
Ved vagtafløsningen meldte soldaten om hændelsen til den vagthavende underofficer. Området blev afsøgt, men der blev ikke fundet noget.
Næste morgen kom en af de danskere, der boede som nabo til stillingen, og klagede til batterichefen over, at der natten før var blevet skudt en vædder. Hvad chefen blev enig med naboen om, ved Otto Dombrink ikke.
Men dagen efter trådte batterichefen frem under middagsspisningen og sagde med alvorlig mine: ”Soldat (navn) træd an!”. Med rystende knæ af frygt for, hvad der kunne ske, trådte soldaten frem. Så lød chefens ord: ”Jeg straffer Dem med 3 dages ……… ekstra orlov for forbilledlig vagttjeneste. Dagene tillægges ved Deres næste orlov.”

Området hvor hovedvagten til 38 cm batteriet lå, som det så ud i 1999.
(Foto JL)

Kostforplejningen og køkkenet. Kostforplejningen er i dag Hanstholm Varmeværk mens køkkenbygningen anvendes som selskabs- og fritidslokaler. (Foto JL 1999)

Der var hele tiden eksercits ved kanonen. Det skulle der gøres en del ud af, da alle soldater skulle kunne varetage enhver funktion ved kanonen og i ammunitionsbunkerne.
Der var også undervisning i håndvåben, eksercits på sportspladsen, marchture i området og meget andet.
Aftenerne blev bl. a. tilbragt med skakspil, kortspil, læsning og biografbesøg.
To gange om ugen var der normalt biografforestillinger med skiftende program. Det foregik i nuværende Gl. Hal. Filmene måtte hentes af kurér i Kiel. Da Otto Dombrink senere blev ordonnans ved forvaltningen fik han tit denne opgave. Det var han meget glad for, da en sådan rejse gav lidt afveksling i hverdagen.

Sportspladsen lå i 1999 hen som naturområde.
I baggrunden ses ArKo-bunkeren og huset, kommandant Knippenberg overtog som bolig efter evakueringen af civilbefolkningen. Huset blev i 2010 nedrevet. (Foto JL)

Soldaterne slapper af. Billedet er taget på Molevej ved indkørslen til 38 cm batteriet. Foruden huset med vagten var der til venstre i billedet også en kiosk, hvor soldaterne kunne købe slik o.lign. I baggrunden bag vagtposten ses 2. kanon.

’Smugleri’
De tyske soldater var med jævne mellemrum hjemme i Tyskland på orlov.
Meget af det, soldaterne gerne ville have med hjem, var det forbudt at udføre til Tyskland. Derfor måtte soldaterne forevise deres kuffert på kontoret i overværelse af en officer, inden de trådte af til orlov.

Kuffertlåsene blev så klæbet over med en brun strimmel. Det betød, at kufferten ikke måtte kontrolleres ved grænsen i Flensborg.
Både Otto Dombrink og hans kammerater har oplevet, at officeren har sagt: ”Af sted mand, strimlen er fugtig endnu!” Og så var det bare med at få kufferten tømt i en fart og pakket med de ting, der ikke måtte udføres, og på med strimlen igen. De ’ulovlige’ ting havde man lagt parat i forvejen, mens de lovlige ting, så som forplejning o. lign., kom i en anden kuffert.
Det kan tyde på, at der har været en livlig trafik med disse ’ulovlige’ varer, for når orlovstoget ankom til Hamburg hver eftermiddag i de tidlige eftermiddagstimer, hed det sig altid: ”Flæsketoget fra Danmark er ankommet!”

Sløring af kanonerne
De to første af 38 cm kanonerne blev prøveskudt i maj 1941, de to andre i august og alle fire kanoner i september 1941. Først i begyndelsen af 1942 blev kanonerne sløret, så i mellemtiden har de med den cirkelformede brønd og det store firkantede tårn været meget synlige fra luften.
Otto Dombrink erindrer, at kanontårnene blev forsynet med en tung trækonstruktion og sløringsnet for at beskytte imod, at kanonerne kunne ses fra luften. Denne sløring kunne også holde under skydning, og den så ud, som om hele 'klitten' drejede rundt.
Dette bekræftes i marinens krigsdagbog, hvor det er noteret, at 3. kanon den 20. januar 1942 affyrede 3 skud med 38 cm ammunition for at afprøve sløringen. Efter skydningen var sløringen godt bevaret, bortset fra at der ved laveste højdeindstilling fløj sløringsdele væk lige hvor rørmundingen stak ud gennem sløringen.

Skydeøvelser
De første indskydninger af kanonen fandt sted den 28. august og den 12. september 1941. Dem har Otto Dombrink ikke kunnet deltage i, da han jo først kom til Hansted midt i oktober.
Men han har deltaget i en skydeøvelse i juni 1942. Om den siger han:
”For ikke at ødsle de tunge granater og en masse krudt bort til ingen nytte under øvelser, blev der skudt med lettere ammunition på denne måde:
Der blev skubbet et mindre rør på ca. 16 cm (?) ind i det store rør, som havde en diameter på 38 cm. Det lille rør blev sat ’bombesikker’ fast.
Helt ude i det fjerne, så man næsten ikke kunne se det, var der en slæbebåd, som i stor afstand efter sig trak en pram med en stor skive på.
En af marinens observationsflyvere ledede skydningen fra luften, og sendte meldinger til hovedildlederen, som så afgav sine befalinger til den enkelte kanon.”
Marinens krigsdagbog har også et notat om denne skydning. Den forløb over to dage den 12. og 13. juni 1942. Der blev ganske rigtigt skudt med det mindre rør, som helt nøjagtig var 12,7 cm i diameter. Den første dag var der fire skydninger på hver 40 skud, den næste dag to skydninger på hver 40 skud.
Øvelsesskydningerne blev normalt afsluttet med skydning med de store 38 cm granater. Det skete ved denne øvelse den 17. juni.
Da Otto Dombrink ikke erindrer skydningen med 38 cm granater, må han netop i disse dage være overflyttet fra kanonen til forvaltningen.

Hansted Nørby i 1999. Huset til venstre (Roshagevej 7) fik Knippenberg indrettet til sig selv. I de to andre huse var de lagre, Otto Dombrink passede. Kommandantens bolig og lagerhusene i Hansted Nørby er i dag privatboliger. (Huset Roshagevej 7 blev nedrevet i efteråret 2012.)(Foto JL)

De forlagte dokumenter
Foruden kontor- og lagerarbejde skulle Otto Dombrink også bringe ’Geheime Kommandosache’ til kommandanturen i Thisted (i rådhuset). Derfor var han tit i Thisted.
På en af disse ture var det lige ved at gå galt for ham, og han fortæller:
”I ét af husene ved Rådhuset var der en lille forretning med mælk, smør, ost, fløde m.m. De havde også et lille spisested, hvor man kunne få smørrebrød og kaffe. Under mine talrige besøg ved kommandanturen i Thisted smuttede jeg tit ind i denne forretning.
En af gangene, hvor jeg havde fået noget at spise og bagefter gik over til kommandanturen for at aflevere adskillige hemmelige breve, opdagede jeg, at min passérseddel, mine penge og det vigtigste af alt: de hemmelige breve, ikke lå i min uniformstaske. Ligbleg forlod jeg kommandanturen og løb tilbage til mejeriudsalget. Da jeg kom ind i butikken, stod ekspeditricen og grinede ad mig og sagde: ”Nå, De har nok ladet Deres sager blive liggende.” Alt var blevet lagt til side på disken, og der var omhyggeligt lagt noget over, så det ikke blev væk. Jeg åndede lettet op og takkede mange gange. Den ærlighed glemmer jeg aldrig.”

Kommandantens selvmord
Kommandanten for området K. Kapt. M.A. Dr. Otto Crüger døde pludselig den 29. december 1942 lige efter at være vendt tilbage fra orlov.
Otto Dombrink fortæller, at kommandanten begik selvmord – han skød sig. Otto Dombrink boede lige over for barakken med kommandantens værelse, og han hørte selv skuddet om natten.
Den officielle meddelelse var, at kommandanten var for ’Führer, Volk und Vaterland gefallen’, som det dengang altid så ’smukt’ hed.
Men det, der virkelig var sket, blev holdt yderst hemmeligt.

Baraklejren som den så ud i 1999. Barakken på billedet blev fjernet i efteråret 2001. Barakken anvendtes til beboelse. Både den Otto Dombrink boede i, og den kommandanten begik selvmord i, var fjernet. Øverst til højre ligger kommandobunkeren, som i dag bruges af Hjemmeværnet. (Foto JL)

Kirken og gudstjenester
Det er klart, at der også var behov for kirkelige handlinger blandt de tyske soldater.
Otto Dombrink fortæller, at der i årene 1941 og 1942 med regelmæssige mellemrum var katolske og evangeliske gudstjenester i afdelingens baraklejr.
Men den tyske byggeingeniør foranledigede i 1942 i forbindelse med al bunkerbyggeriet, at Hansted kirke blev nymalet, fik tagkonstruktionen fornyet og fik nye tagsten. Derefter blev der med mellemrum afholdt skiftevis en katolsk og en evangelisk-luthersk gudstjeneste i kirken.

Vask af snavset tøj
Otto Dombrink fortæller, at mange danske familier vaskede tøj for de tyske soldater: håndklæder, skjorter, underbukser m.v. Soldaterne skrev med vandfast blæk og med lille skrift deres navn på vasketøjet og afleverede det til vask hos familien lørdag eftermiddag. Søndag eftermiddag hentede og betalte de så det renvaskede tøj.
Ved samme lejlighed købte de flødekager hos bageren, og bagermesteren var altid forberedt på dette rykind.
Otto Dombrink er bl.a. ud fra sådanne oplevelser af den faste overbevisning, at forholdet mellem soldaterne og den danske befolkning i Hanstholm på det tidspunkt var venskabelig.

Russiske soldater
Men det fik jo en ende, og Otto Dombrink omtaler selv, at de danske beboere i Hanstholm blev fjernet fra byen i 1942 og 43.
Han erindrer også, at deres huse derefter blev anvendt til forskellige formål bl.a. som før nævnt til depoter og lagre.
I mellemtiden var der kommet russere til Hanstholm, så nogle af husene blev anvendt til indkvartering af de russiske soldater, der havde deres koner eller kærester med. De øvrige russiske soldater blev indkvarteret i en baraklejr ved Kællingdal i Hamborg.
Russerne var taget til fange i Kaukasus-regionen og Ukraine, og de havde erklæret sig villige til at tjene den tyske Værnemagt for på den måde at befri deres hjemland fra bolsjevikkerne.
I Hanstholm var disse soldater inddelt i hold til særlige opgaver og vagttjeneste. De bar tysk uniform ligesom de tyske soldater men havde på uniformsærmet et våbenmærke med 3 bogstaver, der betød: Den russiske Frihedsarmé.

Flyttes fra Hanstholm
Den tyske marine havde lidt store tab. Fra begyndelsen af 1943 blev de yngre marinesoldater derfor gradvis trukket bort fra kystbatterierne og overflyttet til u-både og andre skibsenheder.
Sådan gik det også Otto Dombrink.
I oktober 1943 blev han sendt til en Marine-luftværnsskole i Sydfrankrig ved Atlantkysten ikke langt fra den spanske grænse.
Efter endt uddannelse i betjening af luftværnskanoner var han indsat på forsyningsskibe, der transporterede våben, ammunition og forplejning i Nordsøen og i Østersøen under ledsagelse og beskyttelse af krigsskibe.

Om vinteren gik der en del tid med at rydde vejene for en masse sne. (Foto udlånt af MuseumsCenter Hanstholm)

Gå til: Vidneberetninger Overordnet indhold