Hanstholmregistreringen v/Jørgen Lumbye
Gå til:				Forsiden

Beskrivelser af ildledelsesmetoder fra forskellige kilder

Beskrivelse efter Artilleriskydeskolen's inspektion den 12. juli 1945, hvor "VerteidigungsBereich Hansted" besaas under Ledelse af Korvettenkapitän Knippenberg.

Korvetkaptajnen har været Fæstningens Kommandant fra November 1940, da Anlægget paabegyndtes, til Kapitulationen.
Paa Kommandostationen forklarede Kaptajnen de forskellige Metoder, der anvendtes til Stedfæstelse af Maal paa Søen og Ildledelse, nemlig:
1. Lang-Basis-Pejling,
2. Afstandsmaaler-Metoden (E.M.-Verfahren).
3. Radiostedsbestemmelse (Funkmess-Verfahren).

    Til Lang-Basis-Pejling raadedes over 8 Stationer spredt over en Afstand paa 79 km. Udtydningen af Pejleresultaterne fandt Sted ved Hjælp af en ca. 1x1 m stor Regnemaskine, der direkte gav Skudelementerne med indførte balistiske og atmosfæriske Korrektioner; som Reserve anvendtes almindelige Pejle-planer.
     Til Bestemmelse af de enkelte Nedslags Beliggenhed i Forhold til Maalet anvendtes "Aufschlag-Auswertegerät, C/40”
     Korvetkaptajnen tillagde iøvrigt ikke Metoden videre Betydning paa Grund af Vanskelighederne ved at faa Pejlestationerne til at observere mod samme Maal og mente, at Regnemaskinen var for sensibel og derfor ikke feltbrugbar.
     Ved Afstandsmålermetoden anvendtes et 10½ m langt Zeiss Stereotelemeter, som var anbragt i en elektrisk drejelig Panserkuppel, hvor ogsaa Ildlederen havde Plads. Til Brug for Ildlederen fandtes endvidere et Periskop, der kunde drejes uafhængigt af Telemetret, og som gjorde det muligt for Ildlederen uden om Afstandsmaaleren at bevare Overblikket over Kamppladsen.
     Metoden ved Radiobestemmelse vil senere blive gjort til Genstand for særlig Omtale. Her skal kun bemærkes, at Korvetkaptajnen oplyste, at Metoden kunde bruges saavel til Maalbestemmelse som til Maaling til Nedslag.
     Naar Skydning mod Maal paa Søen udførtes af Fæstningsomraadets samlede Artilleri eller større Dele deraf, lagdes der en Ildflade, en Spærrelinie eller en Ildklokke foran, henholdsvis uden om, Maalet. Dette udførtes ved, at der til Batterierne kommanderedes Nedslagstidspunkt, Maalets Plads i Nedslagsøjeblikket og et Dæknavn for den Ildform, der skulle anvendes. Batterierne bestemte da selv Skudelementer og Affyringstidspunkt.
     Efter Gennemgangen paa Fæstningsanlæggets Kommandostation besaas Kommandostation og 1 Piece i et 38 cm Batteri. Kommandostationen var udstyret med Afstandsmåler og Periskop som ovenfor under Afstandsmaalermetoden omtalt. Desuden fandtes i en særlig Kasemat under og foran Afstandsmaaleren endnu et Periskop af større Dimension. I Etagen under Afstandsmaaleren fandtes et Pejlerum, hvor Udtydningen af Pejleresultaterne fandt Sted, bl.a. ved Hjælp af en 5x1x1 m stor Regnemaskine, der direkte gav Skudelementerne med indførte Korrektioner som under Lang-Basis-Pejling anført; som Reserve herfor fandtes et Pejleplan. Yderligere fandtes et Pejleplan til Brug ved Skydning mod Flyverformationer med de 38 cm Kanoner. Til Bestemmelse af de enkelte Nedslags Beliggenhed i Forhold til Maalet, anvendtes det ovenfor under Lang-Basis-Pejling omtalte Aufschlag-Auswerte-Gerät C/40.
     Luftmaalsskydninger med de 38 cm Kanoner anvendtes kun mod meget store Formationer, og da som Spærreskydninger mod et terningformet Rum. Forberedelserne skete paa Grundlag af Radiolocation.

Radio-location
Princippet bestaar i, at der fra en Antenne fortrinsvis i en bestemt Retning eller i et bestemt Plan udstraales ultrakorte Bølger,
Frekvens 125 . 106 MHz (analogt med en Projektørs Udstraaling af Lys). Dersom der indenfor en vis Afstand i den angivne Retning findes et Maal, vil dette tilbagekaste Straalerne, som da kan opfanges ved Hjælp af en anden eller eventuelt af den førstnævnte Antenne, hvis Virkning ogsaa kan være retningsbestemt (analogt med øjets Opfattelse af den projektørbelyste Flyver i Kikkertens Synsfelt).
     Ved de besete Anlæg udsendtes der kortvarige Blink – 500 pr. Sek. - og Tiden mellem Udsendelsesøjeblikket og det øjeblik, da det tilbagekastede Blink registreredes af Maaltageren, maaltes ved Hjælp af Katodestraaleoscillografen. Den udsendte Straaling bestod, foruden af en meget smal Kærne, af et Straalebundt med udefter hastigt aftagende Intensitet. Herved var det muligt, at erkende et Maal i en vis Vinkelafstand - +- 20°- fra Sigteretningen, hvorefter den nøjagtige Retning kan findes ved at ændre paa Straalebundtets Retning, indtil der opnaas størst mulig Intensitet af de tilbagekastede Blink.
     For at kunne erkendes maatte Maal være over en vis Minimumshøjde, der med 40 m Antennehøjde for Afstande paa 300 km var ca. 4 km, og som vokser og aftager proportionalt med Afstandens Kvadrat.
     Radiolocation anvendtes baade til taktiske Formaal, og til skydetekniske Formaal baade mod Luftmaal, hvor Apparaterne ved de mest fuldkomne Udførelsesformer var sammenbygget med Korrektøren, og mod Maal paa Søen. Det angaves, at der ved de Afstande, der her var Tale om, under 30 - 40 km, kunde opnaas en Nøjagtighed ved Afstandsmaalingen paa +- 10 m. Ved Skydning mod Maal paa Søen kunde Radiolocation endog anvendes til Skudobservation ved Kalibre fra 15 cm og opefter.
     I Forbindelse med skydetekniske Opgaver bar Radiolocationmetoden imidlertid den Ulempe, at det ikke som ved Kikkertsigte, hvor man kan vælge et bestemt Punkt af Maalet og rette Traadkorset mod dette, altid er fra samme Punkt af Maalet, den tilbagekastede Bølge udgaar, saaledes at en Bestemmelse af Maalets Kurs og Hastighed paa Grundlag af to Maalinger med kort Tidsinterval bliver meget usikker. Dette medfører, at man, naar Sigtbarhedsforholdene gør det muligt, oftest bestemmer Maalets Plads ved en Kombination af Højdevinkel- og Azimuthbestemmelse ved Kikkertsigte og Afstandsbestemmelse ved Radiolocation, der er enhver optisk Afstandsmaaling overlegen.
     Til Identification af egne Flyvere udsendte disse særlige Radiokendingssignaler, som registreredes paa samme Oscillografskærm som de udsendte og tilbagekastede Blink.

Der forekom flere forskellige Typer paa Anlæg af den omhandlede Art, afpasset efter forskellige Formaal.
     Der fremkom ogsaa Anlæg, hvor Antennen var et paraboloideformet Hulspejl af Plade, Diameter ca. 5 m, der kunde eleveres og drejes i Siden. Operatørrummet deltog i Sidebevægelsen. Dæknavn “Würtzburg".
Dæknavn “Würtzburg Riese”. Dette Anlæg var noget større end Würzburg.
Antennen var ligeledes paraboloideformet, men af Fletværk, dens Diameter var ca. 8 m.
     Anlæg som V. og VI. var væsentligt beregnet til Ildledelse for Kyst- eller Luftværnsbatterier. Til det sidste Formaal saas de dog i intet Tilfælde koblet direkte til Korrektøren; det synes som om kun Afstandsmaalingerne er blevet udnyttet og overført telefonisk.

Hanstholmregistreringen v/Jørgen Lumbye

Beskrivelse ved Jan Egil Fjørtoft,
pens. kommandørkaptajn i den Kongelige Norske Marine (1973-2010), tidl. leder af Kystartillerimuseet, Drøbak.

Observationsmetoderne var fastlagt i prioriteret rækkefølge af ObdM efter input fra uddannelsesinstitutionerne i Ostsee og Nordsee. Lokale myndigheder kunne ikke på deres eget grundlag ændre de fastsatte procedurer, hvilket førte til en vis gnidning - især i forhold til de tunge tyske batterier ved Kanalkysten i Frankrig.
Med hensyn til de givne prioriteter blev disse centralt bestemt som følger:
1. Langbasisverfahren (to pejlestationer (lede-station og pejlestation) med krydsspejling af målet samt nedslagsobservation)
2. Einstandverfahren (en lede-station med pejling og afstandsmåling, normalt hovedildlederstationen)
3. Senere kom ZB-Verfahren (ZielBeobachtungs-Verfahren)
4. og fra den sidste del af krigen Funk-Mess Verfahren.

1. Langbasisverfahren: Normalt batteriets centrale pejlestation (hovedildlederen) som den ene og en af ??de andre pejlestationer som den anden. Skydeofficeren (specialuddannet officer) var placeret i batterikommandoen/ildlederen. Dette var den vigtigste metode.
Hvis målet ikke kunne fanges af disse to stationer, skiftede den ene til
2. Einstandverfahren. Metoden var noget forældet og var ubrugelig i røg og tåge. Der var også problemer med at observere målet i dårlig sigtbarhed. Doktrinen om, at dette var hovedmetoden, blev imidlertid ikke ændret, og det af OKM fastlagte byggeprogram afspejlede dette.
Einstandverfahren foregik normalt fra batteriets centrale kommandostation, men kunne finde sted fra enhver pejlestation, der havde en afstandsmåler. Imidlertid måtte en sådan pejlestationstation tillige have sin egen uddannede ildledelsesofficer, hvilket meget få batterier havde mulighed for at stille.
3. ZielBeobachtungs-Verfahren. ZB-operatøren var afhængig af et lokalt stationeret fly med en uddannet pilot og en ildledelsesuddannet observatør, så denne metode var i praksis ikke mulig.
4. Funk-Mess Verfahren blev tilført i slutningen af ??krigen og blev - i det mindste i Norge - set som først og fremmest en metode til anvendelse mod flyformationer ved hjælp af Mecke-Tisch*. Opløsningen f.eks. på FuMO 214 var for lav til at give observationsdata om nedslag omkring skibsmål, da radar-ekkoet faldt sammen med målet, hvis skuddet landede tættere på målet end 200-250 meter og var dermed ubrugeligt.
Jan Egil

* Mecke-Tisch er et plottebord til beregning af data til skydning mod flyformationer. Plottebordet er konstrueret af Kpt.z.See Karl Conrad Mecke.

Hanstholmregistreringen v/Jørgen Lumbye

Udklip af Oberst Michäel Svejgaard's bog:

Hanstholmregistreringen v/Jørgen Lumbye